Fra Cambridge til Korsbæk

Sommer, senior, spild? 

Cambridge er begyndt at vise sig fra sin bedste side. Kraftig solskin og grader på den gode side af 20 er blevet en fast del af den travle hverdag. De kommende dimittender fra Harvard kommer til at stå foran 4 års (næsten) forsømte drukture og ikke mindst en plads i den kommende, globale arbejdselite. Med det brede spekter af studerende skulle man dog tro, at de ville fuldstændig differentiere sig karrieremæssigt men flere og flere søger mod toppen af den private service sektor hvor især finanshusene er altoverskyggende.

 

Hermes slips og søvnløse nætter

For et par uger siden sad jeg sammen med Blake Masters, der er medforfatter af bogen ”From zero to one”, og diskuterede i hvilket omfang man kunne forestille sig hvor mange bankers på Wall Street, der kunne have været potentielle kræftforskere, fantastisk inspirerende undervisere eller måske have stået bag den ultimative kur for tømmermænd?

Sidste år var det over halvdelen af alle økonomi-majors og næsten 1/5 af alle studerende fra hele Harvard College, der gik en karriere med stramme Hermes slips og utallige søvnløse nætter i møde. Det får mig til at tænke over, om de kunne være til mere gavn andre steder? Alt den energi og intellektualitet, som Wall Street konstant får suget til sig gennem deres rekrutteringsproces, der indebærer både dyre, ekstravagante middage samt vilde byture i New York, frister mig til at spørge hvor mange Elon Musk’s, der, mens du sidder og læser nu, er dybt begravet i et Excel spreadsheet? Det frister mig til at spørge om disse studerende med deres mørke jakkesæt måske i virkeligheden spilder deres talent?

 

Privat eller socialt afkast

Før jeg får højborgen på CBS og ikke mindst mit IB godtfolk på nakken vil jeg tillade mig at introducere min motivation. Min professor, som den ganske økonom han er, anskuer problemet således; økonomisk set producerer en given profession, banker som skuespiller, både private afkast – de goder, der gavner en selv – samt sociale afkast – de goder, der gavner samfundet.

Det kan være relativt svært at kvantificere et sådan trade-off. Der er dog ingen tvivl om, at visse ildsjæle, som eksempelvis nogle af de største visionære ledere, sætter deres egne private afkast på højkant når de kaster sig ud i projekter, der på mange måder kan virke fuldstændige surrealistiske. Et af de klokkeklare eksempler er Nelson Mandela, hvis barnebarn i øvrigt gav en forelæsning i begyndelsen af semesteret, som satte alle andres behov før hans eget. Andre eksempler er nobelprismodtagere, der bruger størstedelen af deres liv på at udvikle ideer, som aldrig bliver profitable men derimod grundsten til hvad Schumpeter så fint har formuleret; creative destruction.

 

Flyttemænd på Strandvejen

Jeg læste forleden et studie foretaget af en af mine professorer fra det økonomiske fakultet, der sammen med økonomerne Kevin Murphy og Robert Vishny fra University of Chicago Booth School of Business konkluderer, at et land lider, når talentfulde individer bliver hvad jeg i dette indlæg vil kalde for flyttemænd. Med dette begreb refererer jeg i alt sin enkelthed til at man i stedet for at skabe værdi, flytter værdi – mere bogstaveligt; man flytter værdi fra andres lommer ned i ens egne. Det kan være vanskeligt at vurdere hvornår en flyttemand er nødvendig for samfundet og hvornår han er overflødig.

Arbitrage – der hjælper med at bestemme hvilke virksomheder, der skal modtage billig kapital og hvilke, der skal betale dyrt, determinerer hvilke fabrikker, der bliver bygget, hvilke forretninger, der skal udvides; altså med andre ord, arbitrage hjælper med at sætte priserne rigtigt – et yderst essentielt instrument i en moderne økonomi. Dog kan arbitrage udmærket illustrere et eksempel på hvordan investorer og tradere vil gøre alt for at nå til guldet først. Det er ikke lang tid siden Michael Lewis bog, Flash Boys, blev best-seller efter at have afsløret hvordan såkaldt ’high-frequency trading’ giver mulighed for arbitrage. Helt konkret viser han hvordan man ved at modtage data fra børserne hurtigere, fra eksempelvis 17 til 13 millisekunder, åbner et vindue til arbitrage-handel. Om end dette skaber profit svarer det lidt til at sidde i en Bentley og ræse op af ned Strandvejen med de samme flytteartikler igen og igen – der bliver ikke skabt meget værdi til samfundet.

 

Drama i Korsbæk

Det minder mig på mange måder om Matador hvor Mads Skjern sammen med sin søn Daniel kommer til Korsbæk for at starte manufakturhandlen ”Tøjhuset” op. Skjern møder modstand fra bankdirektør Varnæs, der nægter at låne penge til ham. Varnæs låner kun penge ud til hans mindre omgangskreds men Skjern opdager hurtigt svagheden ved denne snobbede bankforretning og udvider hans egen forretning til handel med pantebreve. Som han siger: ”Jeg lader mig ikke true af en lommeprokurator. De er en færdig mand Jørgen Varnæs. Ingen skal komme og presse penge af mig!”. Skjern får altså gjort op med Varnæs og det betyder ultimativt, at han får ændret den finansielle infrastruktur, der i sidste ende løfter samfundet til det bedre – det sociale afkast er enormt. På mange måder er Skjern altså rollemodel for hvordan finansiering er et værktøj med evnerne til at skabe både godt og stort. Pengemanglende i ethvert samfund udfordres hver dag, når der skal jongleres rundt med penge og udgifter. Betalinger kan variere ekstremt fra uge til uge, og der skal altid betales regninger. Især i USA er såkaldte ’payday loans’ samt yderligere udgifter for sene betalinger steget markant, hvad der vidner om vigtigheden af en velfungerende finansiel sektor.

Der hvor dette dog virkelig ramte mig var ved en forelæsning af en kvinde, der efter at have forladt Harvard har startet sin egen private equity fond med fokus på hvad hun kalder ”sustainable investing” – altså at investere med fokus på socialt afkast fremfor privat afkast. Det kunne umiddelbart lyde som et pænt marketing  gimmick men da hun fik tåre i øjnene og næsten brød sammen foran os og fortalte, at hvis vi, studerende på Harvard, ikke ville gøre noget, var der absolut ingen, der ville gøre noget.

En stor portion af de ny-udklækkede Harvardians indtager altså Wall Street og skal styre store dele af fremtidens økonomi. Dette betyder dog ikke, at alle vil søge det private afkast, som især finanskrisen viste os konsekvenserne af. Med andre ord, det er med ro i sindet, at jeg selv vil tilbringe min sommer på famøse Wall Street – om end der skal investeres i et par Hermes slips er jeg overbevist om, at jeg vil udvide min værktøjskasse, der kan hjælpe mig med at skabe socialt afkast på længere sigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *